§1 – Foreningens navn
Stk. 1 Foreningens navn er Klokkerholm Idrætsforening, forkortet KIF

§2 – Forenings hjemsted
Stk. 1 Foreningens hjemsted er Klokkerholm i Brønderslev Kommune

§3 – Foreningens formål
Stk. 1 Foreningens formål er at samle børn, unge og ældre for at dyrke sund idræt samt fremme interessen for kendskab til idræt og andre sunde fritidsbeskæftigelser.

§4 – Foreningens medlemmer
Stk. 1 Som aktiv eller passiv medlem kan hovedbestyrelsen eller udvalgene optage enhver, som ønsker at deltage i en idræt eller i øvrigt ønsker at arbejde i overensstemmelse med forenings formål.

Stk. 2 Hovedbestyrelsen og udvalgene kan for umyndige kræve underskrift af forældremyndigheden.

Stk. 3 Ethvert medlem, som ved sin opførsel findes at skade foreningen ind- eller udadtil, kan af hovedbestyrelsen udelukkes af foreningen. Det medlem, som udelukkelsen gælder, skal skriftligt underrettes umiddelbart efter.

§5 – Hovedbestyrelsen
Stk. 1 Foreningen ledes af hovedbestyrelsen bestående af formand, næstformand samt kasserer. Derudover sidder en repræsentant for hvert af udvalgene.

Stk. 2 Såfremt formanden afgår i utide, kan hovedbestyrelsen vedtage, at næstformanden fortsætter i formandens sted indtil førstkommende ordinære generalforsamling. Hovedbestyrelsen vælger herefter selv ny næstformand blandt de øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer.

§6 – Udvalg
Stk. 1 KIF er opdelt i udvalg for hver aktivitet.

Stk. 2 Udvalgene repræsenterer hver en aktivitet i KIF. Hvert udvalg består af minimum to medlemmer, valgt ved generalforsamlingen. Udvalgene sørger selv for at fordele opgaver indenfor den pågældende aktivitet imellem sig.

Stk. 3 Hvert udvalg vælger hver mindst en repræsentant til deltagelse i hvert møder med hovedbestyrelsen. Det er repræsentantens opgave at sørge for at videregive relevante informationer fra møder med hovedbestyrelsen til det øvrige udvalg.

§7 – Hovedbestyrelsens arbejde
Stk. 1. Hovedbestyrelsen skal lede og koordinere arbejdet i foreningen samt føre tilsyn med, at alt arbejdet i foreningens udvalg forløber på en sportslig etisk og økonomisk ansvarlig måde.

Stk. 2 Afgørelser i hovedbestyrelsen afgøres ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3 Formanden kan handle alene i presserende sager, men skal redegøre for sine beslutninger på førstkommende hovedbestyrelsesmøde.

Stk. 4 Alle hovedbestyrelsesmøder ledes af formanden eller i dennes fravær næstformanden

Stk. 5 Hovedbestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt eller når mindst to hovedbestyrelsesmedlemmer, ønsker det.

Stk. 6 Til løsning af foreningsopgaver, der ikke naturligt henhører under et udvalgs aktiviteter, kan hovedbestyrelsen nedsætte et nyt udvalg. Hovedbestyrelsen fastsætter de nærmere bestemmelser for nye udvalgs virker og beføjelser.

Stk. 7 Udvalgene fastsætter selv hvert år kontingenter til de pågældende aktiviteter.
Hovedbestyrelsen vil dog hvert år ved første møde efter generalforsamlingen have et punkt på dagsordenen omkring fastsættelse af kontingent for de enkelte aktiviteter. Dette for at sikre, at kontingentet for aktiviteterne står mål de pågældende udvalgs budgetter, som skal fremlægges ved samme hovedbestyrelsesmøde.

Stk. 8 Hovedbestyrelsen kan ikke stifte lån eller påføre forening gæld mod pant i foreningens ejendom. Alle spørgsmål om lån mod pant i ejendom skal behandles på en generalforsamling. Ved eventuel afstemning desangående har hvert myndigt medlem stemmeret. Dog skal mindst 2⁄3 af fremmødte stemmeberettigede stemme for lån mod pant i ejendom.

§8 – Udvalgenes arbejde
Stk. 1 Udvalgene skal lede og fordele arbejdet omkring deres aktiviteter.

Stk. 2 Udvalgene opstiller budgetter, som skal forelægges hovedbestyrelsen til godkendelse ved førstkommende møde efter generalforsamlingen. Ved misligholdelse, kan hovedbestyrelsen skride ind. Stk. 3 Hvert udvalg kan efter behov nedsætte et udvalg til løsning af specielle opgaver. Når disse opgaver er løst, opløses udvalget.

§9 – Medlemskab af organisationer og samvirker
Stk. 1 KIF er medlem af DIF og DGI og er undergivet disse organisationernes lov og bestemmelser.

Stk. 2. KIF er medlem af Idrætssamvirket Brønderslev.

§10 – Ordinær generalforsamling
Stk. 1 Generalforsamlingen er med indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, foreningens øverste myndighed og afgør alle tvivlsspørgsmål.

Stk. 2 Der kan ikke indankes sager foreningens angående for en anden myndighed.

Stk. 3 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned.

Stk. 4 Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker med mindst en uges varsel ved annoncering i en lokal avis/eller via de sociale medier med dagsorden iflg. vedtægter.

Stk. 5 Dagsorden skal indeholde mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Udvalgenes beretning
4. Forelæggelse af regnskab
5. Indkomne forslag
6. Valg af formand, næstformand og kasserer (Alle vælges for 2 år ad gangen.
Formanden vælges i ulige årstal, næstformand og kasserer i lige årstal)
7. Valg til udvalg (Alle udvalgsmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Alle udvalg skal som minimum bestå af to medlemmer. Antal udvalgsmedlemmer skal stå mål med de aktiviteter og antal medlemmer, som hører under det enkelte udvalg.)
8. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant
9. Evt.

Stk. 6 Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede forhandlingerne.

Stk. 7 Forslag til generalforsamlingen skal skriftligt være formanden i hænde mindst 4 dage først generalforsamlingen.

Stk. 8 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med de fremmødte medlemmer.

Stk. 9 Ethvert medlem, aktivt eller passivt, som er fyldt 14 år, har stemmeret ved generalforsamlingen.

Stk. 10 Ethvert medlem, aktivt eller passivt, som er fyldt 16 år, er valgbare til udvalgene. Et bestyrelsesmedlem i hovedbestyrelsen skal være fyldt 18 år.

Stk. 11 Generalforsamlingen afgør alle sager ved simpelt stemmeflertal, dog skal mindst 2/3 af fremmødte stemmeberettigede stemme for ved vedtægtsændringer.

§11 – Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af hovedbestyrelsen og skal indkaldes, såfremt 3 hovedbestyrelsesmedlemmer eller mindst 15 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til formanden.

Stk. 2 Indkaldelse skal ske senest en måned efter begæringen med oplysning om det emne, man ønsker behandlet.

Stk. 3 Ekstraordinær generalforsamling er i øvrigt underkastet de i §10 nævnte bestemmelser.

§12 – Kontingent
Stk. 1 Udvalgene vedtager kontingenterne for deres aktiviteter. Se i øvrigt §7, stk. 8

Stk. 2 Kontingentrestance medfører tab af stemmeret på generalforsamlingen og kan, hvor det drejer sig om mere end 6 måneders restance have udelukkelse til følge.

Stk. 3 Medlemmer er selv efter oplysning om kontingentets størrelse ansvarlig for, at kontingentet bliver indbetalt.

§13 – Regnskab og revision
Stk. 1 Kassereren fører et specifikt regnskab over foreningens indtægter og udgifter.

Stk. 2 Kassereren er ansvarlig for foreningens skatteregnskab, momsregnskab samt udfærdigelse og rettidig indsendelse af ansøgning om tilskud fra Brønderslev Kommune.

Stk. 3 Kassereren har til enhver tid ret og pligt til at kontrollere udvalgenes regnskab og medlemstal.

Stk. 4 Foreningens regnskab afsluttes pr. 31. december og fremlægges i revideret stand og medlemstal.

Stk. 5 Revisionspåtegning skal udvise, at beholdningerne er kontrolleret og værende til stede.

Stk. 6 Foreningens kontante penge indsættes i et af hovedbestyrelsen valgt lokalt pengeinstitut til forretning og kan kun hæves ved underskrift af hovedbestyrelsens kasserer eller formand

Stk. 7 Et udvalgs over/underskud overføres til en fælles konto. Afvikling af et udvalgs underskud skal aftales med hovedbestyrelsen. Et udvalgs forbrug af overskud skal ligeledes aftales med hovedbestyrelsen.

§14 – Æresmedlemmer
Stk. 1 Forslag til æresmedlemmer kan af udvalgene indstilles til hovedbestyrelsens afgørelse

Stk. 2 Æresmedlemmer er kontingentfri

§15 – Vedtægtsændringer

Skt. 1 Vedtægtsændringer kan kun ske ved to på hinanden følgende generalforsamlinger med højest 8 dages mellemrum.

§16 – Aktivitetsophør
Stk. 1 Såfremt et udvalgs aktiviteter ophører, skal udvalget nedlægges. Eventuelle aktiver eller passiver overføres til hovedbestyrelsen.

§17 – Opløsning af foreningen
Stk. 1 Vedtagelse af foreningens opløsning kan kun ske på en i dette øjemed indkaldt generalforsamling.

Stk. 2 For vedtagelse af foreningens opløsning skal mindst 2/3 af fremmødte stemmeberettigede stemme for.

Stk. 3 I tilfælde af gyldig beslutning om opløsning af foreningen skal alle midler indsættes på en konto i foreningens pengeinstitut. Midlerne skal stå til disposition i 2 år for en ny forening af samme kategori i samme lokalområde i kommunen. Såfremt det ikke er muligt indenfor den givne periode at oprette en ny forening, vil indestående midler blive fordelt til alment nyttige formål i Klokkerholm og omegn.

Vedtaget på en ekstra ordinær generalforsamling
den 13.02.23